Kommende udgivelser

Dato Navn Nr.
19 apr, 2014 Spider-Man KIDS 2
19 apr, 2014 Olivia 4
24 apr, 2014 Basserne 953
24 apr, 2014 Prinsesser 6
24 apr, 2014 Anders And & Co. 17
» Vis alle
 

Anders And allierer sig med Olsenbanden

19 oktober, 2010
 

Efterårsferien står i Olsenbandens tegn, også i Anders And bladet, hvor den dovne and skal have hjælp til at bryde ind i onkel Joakims pengetank i historien ”Anders har en plan”.

Anders And allierer sig med Olsenbanden
 

Da Anders And i uge 37 besøgte Danmark i historien ”Turen går til Danmark”, blev bladet revet væk, nogle steder i løbet af ganske få timer. Bladet blev udsolgt i 3.321 butikker landet over, og mange har ledt forgæves efter netop dette nummer af Anders And.

Nu bevæger Anders And sig igen ind i et dansk univers og bliver snydt af Danmarkshistoriens mest kendte vaneforbryder.

Egon har en plan
Egon Olsen er netop blevet løsladt fra fængslet. Og Anders And har endnu engang dummet sig. Han har i hedebølgen sneget sig ud for at hente is, selvom han egentlig skulle vogte onkel Joakims penge. Nu kan han imidlertid ikke komme ind i pengetanken uden at afsløre sig selv. Derfor må han have hjælp fra indbrudseksperterne i Olsenbanden. Men så blander Bjørnebanden sig, og Olsenbanden viser sig at være en ret upålidelig samarbejdspartner. Hvordan det hele ender, kan man læse i Anders And nr. 41, som udkommer torsdag den 14. oktober.

Efterårsferie med Olsenbanden
Samme dag som Anders And allierer sig med Olsenbanden, har den nye Olsenbanden animationsfilm premiere i de danske biografer.

Marketingschef hos Egmont Serieforlag A/S Thomas Bundgaard udtaler: ”Olsenbanden er et af de mest fantastiske universer, dansk film har skabt. Fuld af mærkværdige ideer, humor og satire. På mange måder minder det om et tegneserieunivers, og derfor synes vi, det er en sjov idé at lade Anders And møde Olsenbanden. Mange danske børn kender Olsenbanden, og deres forældre gør helt sikkert også. Derfor skal historien ses som et led i vores bestræbelse på at gøre Anders And endnu mere vedkommende for de danske læsere.

Anders And bladet er en kulturinstitution i Danmark, og det vidner alle de positive tilkendegivelser, vi har fået på ”Turen går til Danmark” også om. Jeg har fået henvendelser fra folk, der har kørt Sjælland tyndt for at skaffe sig et Anders And blad og andre henvender sig med ideer til, hvordan vi kan gøre Anders And endnu bedre. Folk har virkelig taget Anders And bladet til sig, og jeg har en lang liste af personer, som er skrevet op til de få overskydende eksemplarer af ”Turen går til Danmark”.

Suppler læseoplevelsen med en digital oplevelse
Som noget helt nyt optræder Olsenbanden i historien som ”virkelige” mennesker. Normalt optræder alle karikerede personer i Andebyuniverset ellers i dyreskikkelser – f. eks. var Sidney Lee og Lars Løkke Rasmussen i ”Turen går til Danmark” grise. Men denne gang har man valgt at lade Olsenbanden optræde som Egon, Benny og Kjeld. Ligesom tilfældet var med ”Turen går til Danmark”, er ”Anders har en plan” udstyret med såkaldte 2D koder, der giver læseren mulighed for at supplere læsningen med en digital oplevelse. Med sin mobiltelefon kan man scanne koderne, der er placeret flere steder i historien og hente applikationer til sin mobiltelefon, f. eks. kan man høre den radioudsendelse, Anders And lytter til i starten af historien og manuskriptforfatter Sune Troelstrups kommentarer i forbindelse med udarbejdelsen af historien.

Andebyuniverset lever både på print og online og tæller ligeledes platforme som www.anbeby.dk, hvor mere end 42.000 børn og unge forlyster sig med forskellige interaktive tilbud, sitet www.andersandplus.dk,  der henvender sig til børnenes forældre og indeholder masser af viden om Anders And som læringsmedie, www.facebook.com/andebynews og Rapmobil (Wap mobilside).

Fakta om Anders And bladet
• Anders And bladet er udkommet i Danmark siden 1949
• Anders And lever ikke kun i bladformat. I 2007 lancerede Egmont hjemmesiden www.andeby.dk , som i dag har knap 42.000 medlemmer og er fuld af konkurrencer, sjov, interaktive tilbud og viden om Andeby og Anders And. Den 16. september suppleredes denne side af www.andersandplus.dk , som er et helt nyt site rettet mod børneforældre. Sitet indeholder masser af viden om Anders Ands betydning som læringsmedie.

 
Anders And & Co. 41